Hvad kan vi hjælpe med?

Sådan kan du bo på Kærbo

Omsorgscentret Kærbo rummer 76 plejeboliger, 40 ældreboliger samt 8 Døgnboliger (akut/aflastning/ genoptræning)

Ældrebolig

De 40 ældreboliger ligger på Ishøj Boulevard 4-6.

Alle 40 boliger er 2-rums lejligheder. Boligerne består af 2 boligblokke i 2 etager med 20 boliger i hver blok. Der er forbindelsesgang mellem blokkene og til Omsorgscentret Kærbo. Boligerne er indrettet med et værelse, et køkken/opholdsrum, samt bad og toilet. 

Alle boligerne er indrettet ældre- og handicapvenligt. Der er elevator til 1. sal. Boligerne i stueetagen har adgang til en lille flisebelagt have. Der er automatisk brandalarm og de udvendige adgangsveje til boligerne er altid aflåst.

Ved større arrangementer såsom runde fødselsdage og lignende kan du, som beboer, leje samlingssalen med anretterkøkken på Kærbo.

Hvem kan søge en ældrebolig?

Du skal være opmærksom på, at du kun kan blive visiteret til en ældrebolig i Ishøj kommune, hvis du ikke kan klare dig i egen bolig længere.
 

Størrelser

  • Ægteparboliger
    (10 stk.) 79,35 m2 (brutto) 47,80 m2 (netto)
  • Almindelige boliger
    (30 stk.) 68,38 m2 (brutto) 39,40 m2 (netto)

Fælles faciliteter

Der er cykelrum og depotrum til lejlighederne.

God beliggenhed

Boligerne ligger centralt placeret i Ishøj på hjørnet af Ishøj Stationsvej og Ishøj Boulevard som nabo til Omsorgscentret Kærbo.

Der er parkeringspladser tæt ved bebyggelsen.

Der er kort afstand til busser, Ishøj Bycenter og stationen.

Plejeboliger

Du kan søge om en plejebolig, hvis du ikke længere kan klare dig i din egen bolig eller i en ældrebolig. Når du flytter i plejebolig kan du tage dine egne møbler med. Udgifter til frisør, beklædning, kørsel og deltagelse i arrangementer skal du selv betale.

Familie og venner er altid velkomme på Kærbo. De automatiske ydredøre er lukket hverdage efter kl. 16 og i weekenden hele døgnet. Dette er af sikkerhedsmæssige årsager. Hvis du får besøg udenfor denne periode skal dine gæster benytte trykknappen i vindfanget ved hovedindgangen.

Fast kontaktperson

Du får en fast kontaktperson, der kan hjælpe dig med de ting du ikke selv kan klare, bestille tid hos frisør, fodterapeut eller tandlæge. Kontaktpersonen hjælper også gerne, hvis du vil deltage i nogle af Kærbos mange arrangementer.

Bibliotek

Du kan låne bøger på biblioteket. Du kan ringe til  en bibliotekar og bestille bøger og bånd og disse vil blive bragt ud. 

Boligen

Plejeboligen består af et værelse med indbygget trinette med 2 kogeplader, køkkenvask og køleskab. Der er indbyggede køkkenskabe. I værelset er der 2 klædeskabe. I stueetagen er der udgang til en lille terrasse. På 1. og 2. sal er der en fransk altan. Der er et stort badeværelse. Gulvet i stuen er træparket. Der er stik til telefon og fjernsyn.

Boligen har som fast inventar seng og sengebord af hensyn til pleje og personalets arbejdsmiljø. Når du flytter ind står du selv for møblering af boligen, herunder gardiner og forhæng.

Døgnbolig

Du kan søge om en døgnbolig, hvis du er bosiddende i Ishøj Kommune, og har behov for en aflasningsbolig. Et aflastningsophold varer normalt 14 dage, det afhænger dog af dine behov.

Når du er på aflastningsophold er du velkomme til at deltage i de aktiviter vi har på Kærbo.

Hvad koster det?

122 kr. pr. dag i 2017.

Hvad skal jeg medbringe?

Du skal medbringe dine toiletsager, din medicin og dit eget tøj, som skal være mærket og skal kunne vaskes i vaskemaskine. Du skal selv medbringe kørestol, rollator, bleer, kateter m.m.

Du skal også selv medbringe penge til egen medicin, frisør og fodpleje, hvis du har brug for det.

Du kan selv søge om et ophold, men også din læge, dine pårørende kan rette henvendelse til den koordinerende sygeplejerske.
 

 

Kontakt

Omsorgscentret Kærbo

Ishøj Boulevard 2
2635 Ishøj

kaerbo@ishoj.dk

Tlf. 43579600

Senest opdateret 21. august 2017